tirsdag, april 29

48 timer i Seattle - Hvad gør vi?

Til sommer lander vi i Seattle og har to døgn inden vi skal have vores motorhome udleveret. Hvad skal vi bruge tiden til?

Seattle er en dejlig by og tilbyder mange muligheder. Tilbage i 1994/95 boede jeg i Vancouver og kørte mange gange til Seattle. Jeg holder meget af Seattle. Det tog mig en del uger inden brikkerne faldt på plads. Jeg havde udarbejdet flere ideer. Taget hensyn til jetlag, børnene og vores begrænsede tid. Det tog min hustru tre minutter at beslutte hvad vi skulle. Jeg kunne ikke være uenig og var bare irriteret over, at jeg ikke selv var kommet op med den gode ide.

Vi kører da til Vancouver. Tre timer fra lufthavnen i Seattle og vi er i den storby vi holder allermest af. Perlen på den canadiske vestkyst. Verdens smukkeste storby. I hvert fald den storby i verden med den smukkeste beliggenhed. Vancouver. Her vil vi tilbringe 40 timer inden turen går gennem det vestlige USA i motorhome. (A) Seattle Lufthavn - (B) Vancouver.


Vis stort kort
I Vancouver vil vi bruge tid i Stanley Park, gense det historiske kvarter Gastown og lige køre forbi Museum of Anthropogy på UBC og kigge på Nordvestkystindianere og deres totempæle. Mens vi er i Canada skal vi også besøge Tim Hortons og nyde en kop kaffe med verdens bedste minidonuts - Tim Hortons Timbits. Læs mere om Tim Hortons.

Fra Vancouver går turen tilbage til Everett - to timer og en grænsekontrol fra Vancouver. I Everett skal vi hente vores motorhome. Vores hjem de næste 26 dage.

Ingen kommentarer: