En dag på bjørne-stranden

Denne lørdag blev en dag med kulturel underskud. Vi hungrede efter viden og kulturoplevelser og søgte efter dem i Montpelier kun få kilometer fra, hvor vi havde tilbragt natten.

Montpelier ligger i det sydøstlige hjørne af Idaho. Byen blev grundlagt i 1863 af mormonske nybyggere, der rejste ad Oregon Trail. Byen hed først Clover Creek, senere Belmont, inden den blev omdøbt til Montpelier af Bringham Young, mormonernes anden profet. Young navngav Montpelier efter en by i sin hjemstat Vermont.

I Montpelier ligger The National Oregon / California Trail Center. Ved hoveddøren blev vi mødt af en fyr klædt i cowboytøj og cowboyhat. Det begyndte godt, men så gik det galt. Lige indenfor blev vi mødt af resultatet af de ensomme dales manglende tilførsel af nyt blod. En midaldrende dame, der lød som en otte-årig, da hun bød os velkommen og spurgte hvad, der interesserede os. Vi ville jo gerne se museet. ”Denne vej, denne vej, lige til venstre og ned ad trapperne til kælderen”, svarede hun, mens hun iført forklæde og blomstrede skjorte svingede med armene og viste vej.

I kælderen. Underligt sted at begynde, men når hun nu sagde kælderen, så måtte det være rigtigt. Hvad der ventede os, var et lille, et rums lokalhistorisk udstilling med ting, som de første nybyggere havde bragt til Bear Lake dalen, da de kom i slutningen af 1800-tallet. De fleste var ting, som vi ville smide på lossepladsen, når vi skulle rydde op på loftet efter bedsteforældrene. Her blev tingene værdsat og måtte bestemt ikke røres.

Vi hyggede med de udstillede ting og forklarede børnene ting som en natpotte, en ten (som kom fra Danmark), et gammelt kasseapparat – fra købmandsbutikken og byens første, en Edison grammofon, en quilt, ting fra en lægepraksis og nogle våben fra Første Verdenskrig, som en af byens sønner havde bragt med hjem. Men intet var, som vi havde forventet, og intet ledte tankerne hen på The Oregon Trail.

Tilbage i stueetagen kunne vi se en maleriserie om ”The Oregon Trail”. Den 2.173 miles rute som fra 1841 og til begyndelsen af 1900-tallet førte tusinder af nybyggere fra Kansas City i Midtvesten til Oregon. Vi havde forventet noget mere. For et mindre beløb i US dollars kunne vi komme på en guidet tur rundt i udstillingen, men ikke alene. 90 minuter i selskab med en engelsk-talende guide var nok mere, end vi havde i tankerne, så vi stoppede her.

Vi forlod Montpelier ad hovedgaden Washington Avenue, som har en del historiske bygninger blandet med træbænke, der holdes af udskårne bjørne. Den historiske del slutter brat med en betonbro over jernbanen, og det var Montpelier og dens 2.751 indbyggere. En ting der undrede mig var, hvor tit de skifter byskiltene i Idaho. Under hvert bynavn står hvor mange indbyggere, flækken har.

Vi fortsatte syd over ad US89 gennem landbrugsland kun afbrudt af små forslidte byer som Ovid, Paris, Bloomington og St. Charles.

I Paris stoppede vi på Main Street lige efter Bear Lake County Court House ved Paris Mormon Tabernacle bygget i romansk stil i 1889. Den søde, ældre, gråhårede dame i informationsboden brugte tyve minutter på at overbevise os om Joseph Smiths guddommelighed og Mormonskirkens fortræffeligheder og sluttede af med at give os ”The Book of Mormon”, så havde vi noget at arbejde videre med. Vi tog en tur rundt i ”tabernaclet” ledsaget af orgelmusik. Hver dag mellem kl. 12.00 og 13.30 blev der spillet på det imponerende orgel.

Paris Tabernacle.

Paris Tabernacle indenfor.


Stedet for tilbedelse er på ”the National Register of Historic Places” og bruges stadig af ”the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints”. 60% af indbyggerne i Montpelier, som i det sydøstlige Idaho og som i Utah, er mormoner.

Vi sænkede lige farten i St. Charles og kunne nå at læse skiltet foran City Hall, hvor de hædrer byens store søn Gutzon Borglum. Han er manden bag de fire præsidenthoveder i sten ved Mount Rushmore i South Dakota. Borglums forældrer var udvandret fra Børglum i Vendsyssel for at blive mormoner i Salt Lake City, kom til St. Charles, brød med Mormon-religionen og tog til Omaha i stedet.

Vi nåede de riges legeplads ved Fish Haven og Garden City – en helt anden verden end den få kilometer mod nord. Fra Fish Haven og Garden City er der adgang til den turkise Bear Lake, som var fyldt med speedbåde på søen og folk ved sandstrandene. Vi fandt vores plads for natten på Birch-campingpladsen i Bear Lake State Park. Da vi kørte gennem porten, kunne vi se det røde skilt ”Full” – ingen ledige pladser. Godt jeg ugen, inden vi rejste, havde bestilt en plads. For 25$ (+8$ i reservationsgebyr) havde vi fået en perfekt plads med full hook-ups (el, vand og afløb).

Bear Lake State Park
Vi brugte eftermiddagen med at bade i søen, spille UNO og Fisk, børnene legede med deres medbragte sort- og brunbjørne. Vi fik god tid til den daglige rutine i motorhomet med at lave mad, vaske op og blive vasket. Fik dumpet tankene og fyldt frisk vand på vandtanken i motorhomet. Vi fik også tid til at læse og kom et godt stykke videre i Harry Potter og fangen fra Azkaban.


Det var ikke blevet til så meget kultur, men det havde været en god dag ved bjørne-søen.

Fakta – Lørdag den 12. juli
Oplevelser: Paris Tabernacle, Bear Lake.
Rute: KOA Montpelier – US89 – Montpelier – US89 – Garden City – Bear Lake State Park.
Kørte kilometer: 71.
Overnatning: Birch campingpladsen i Bear Lake State Park.
GPS Koord. 41.84592, -111.350861
Plads 39.